mandag den 17. november 2014

Uge 5 (10.11.2014 - 16.11.2014)

Uge 5


Mandag fik vi svar fra Skanderborg Kommune på den mail vi sendte i uge 3 omkring mulighed for kompensation i forbindelse med "dårlig" jordbund. Kommunen bekræfter, at vi indtræder i de rettigheder som sælger af grunden har haft i forhold til kommunen. Dette er rigtig godt, idet vi dermed får mulighed for at få kompensation af kommunen i forbindelse med fundering, hvis det viser sig at vores grund giver udfordringer i forhold til blød/dårlig jordbund.

Onsdag har vi været til materialevalgsdag hele dagen hos FBA i Viborg. Sammen med FBA´s byggeleder gennemgik vi huset fra a-z med hensyn til valg af materialer. I vores forarbejde havde vi allerede taget stilling til rigtig meget som f.eks. mursten, fuger, tagsten, vinduer, ovenlysvinduer, placering af vinduer, indbygnings bruseløsning mv. og fået disse indarbejdet i tilbuddet. Vi gennemgik hvert enkelt rum mht. el. Hvor skal der sidde stikkontakter?, hvor skal afbryder til lys sidde?, hvilken slags lys skal det være (spots/lampeudtag)?, hvilken slags stikkontakt (lysdæmper/alm afbryder)?, hvor mange steder skal det samme lys kunne tændes?, hvor skal der sidde netværksstik?, hvor skal der sidde antennestik?, hvor skal hårde hvidevarer stå? og meget meget mere.
Vi fik bl.a. flyttet døren til kontoret, ændret gulvtype fra træ til klinker i viktualierum, flyttet spots, tilføjet spots, tilføjet lidt væg ved walkin-closet mv.

Vi kørte efterfølgende sammen med byggelderen ud til XL byg i Viborg for at kigge på klinker. Her fik vi sammenlignet klinker med de trægulvstyper vi havde valgt hjemme hos FBA (byggelederen, havde prøverne med i bilen). Vi sammenholdte forskellige klinker med trægulv og hvide overflader (køkkenet bliver hvidt). Vi fik besluttet hvilken klinke vi ønsker i gang, badeværelser, bryggers og viktualierum.


Skal det være plankegulv i ask eller eg???

FBA´s byggeleder laver nu en liste med vores ændringer, tilkøb af el, valg af klinker mv., så vi får en fuldstændig aftale/overblik over indvirkningen på den samlede entreprisesum med de seneste ændringer vi har foretaget. Vi håber selvfølgelig, at kontraktsummen bliver mindre, men det er næppe tilfældet (vi har valgt et lidt billigere trægulv end vi havde afsat i kontrakten, men omvendt nogle dyrere klinker, samt tilkøbt en del el). Vi venter nu spændt på aftalesedlen. Alt i alt en super god og konstruktiv dag hos FBA.


Ud over mødet med FBA havde vi møde med Svane køkken, for at få foretaget nogle tilretninger på køkken, bryggers, badeværelser og walk-in. Vi har været lidt i tvivl om vi gerne vil have samme låger i bryggers som i køkken (grebsløs med indfasning i lågen). Herudover har vi besluttet at vi vil have fryseren i bryggerset i stedet for køkkenet. Derfor skal indbygningskabet til fryseren placeres i bryggers i stedet for. Alternativet er at vælge en fritstående fryser, men så får vi ikke det flotte ens look på fronterne på låger og skabe - en af de mange mange beslutninger i forbindelse med at bygge nyt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar